velkommen
- står der på skiltet i min entre… og sådan skulle det gerne være – at man føler sig velkommen her.
Nu varer det ikke så længe før sokkerne skal hænges op. Ja, selvom mine piger forlængst er flyttet hjemmefra – skal sokkerne jo op at hænge alligevel.
Og, som det kan ses er jeg så småt begyndt at jule lidt – bare sådan lidt i det små. Næste weekend må jeg på loftet efter julekasserne… men her hos mig er det på ingen måde GertrudSand-stilen der præger….. næh, bare nogle småting her og der, en masse stearinlys, lidt efter lidt kommer der lidt juleting frem og så juletræet naturligvis. I løbet af ugen skal jeg finde et fint træ. Det skal stå udenfor med lyskæde frem til den 23 december, så kommer det ind og bliver pyntet.
I år skal jeg ikke lave adventskalender til min far. Det er en mærkelig fornemmelse, en meget mærkelig fornemmelse.
Siden vi mistede min mor i 2004 har jeg lavet en hygge-adventskalender til ham hvert år. Nu, i år skal jeg i stedet købe to dekorationer til at lægge på kirkegården.
Hvor ser det hyggeligt ud og jeg er sikker på ar alle der kommer føler sig velkommen. :-)
Kan godt forstå at du synes det er underligt at du ikke længere skal lave en grans til din far men i stede køben en dekoration til graven. Jeg tror ikke man sådan lige vender sig til den tanke.
Tak skal du have. Ja, det tager lang til at vænne sig. God tirsdag :-)
Tak og i lige måde :-)
Hvor ser det hyggeligt ud og så dejlig en idé med julebillederne! Ej, er ked af at du har nogen af dine forældre tilbage… Ja man vænner sig vel aldrig til tanken. Puha… Ved godt at det er den vej det går for os alle, men at miste er bare så hårdt – Men dejligt du har dine piger og kæresten til at varme og hygge om dig :-) knus herfra
Tak. Det var sødt skrevet.
Jeg er taknemmelig for at mærke kærligheden fra mine nærmeste – i den grad. At miste sine forældre er en eksistentiel krise – intet er længere det samme, en ny livsfase. Men jeg er stolt af være deres datter.